VORTER

Hvad er vorter:

Vorter er en virus i huden. Der findes over 75 forskellige virusarter, men man skelner ikke mellem dem i behandlingen.

Vorter kan forekomme alle steder på kroppen, men det mest almindelige er på hænder og fødder.

 

Hvordan behandles vorter hjemme:

Det er vigtigt, at vorterne behandles derhjemme. Standardbehandling hjemme er beskæring og/eller nedslibning af vorterne, og derefter dækkes de med eksempelvis Verucid (købes på apoteket)

 

Hvordan behandles vorter i klinikken:

Vi har flere forskellige behandlingstilbud. Den mest almindelige er frysebehandling. Vorterne beskæres, så den hårde hud, der oftest dannes omkring vorten, forsvinder. Derefter fryses vorterne med flydende kvælstof, til sidst påføres lapis. Lapis har en svagt ætsende effekt, den lægger sig som en sort skorpe over vorterne. Så længe lapissen sidder godt fast om vorterne og huden omkring, skal du bare lade den sidde. Når lapissen begynder at slippe rundt i kanten, er det tid at fjerne den og starte hjemmebehandlingen.

 

Hvordan smitter vorter:

Virus sidder i huden, så det er skæl fra vorten, der udgør den største smitterisiko, derfor er det vigtigt, at vorterne altid er dækket, så de ikke ”drysser”. Når du hjemmebehandler, er det vigtigt, at du får samlet alle skæl og slibestøv op (læg f.eks. en gammel avis under, hvor du behandler), så du undgår at smitte dine familiemedlemmer.

Ved fingervorter, som sidder ved neglebånd, er det vigtigt at undgå at bide negle/neglerødder, da det nemt smitter til næste finger, i værste fald kan man få vorter på læben.

 

Hvornår går vorterne væk:

Vorterne går væk, når kroppen har dannet antistoffer mod den pågældende virus. Man ved, at gennemsnits levetiden for en vorte er 4 år. Oftest er børn ret hurtige til at danne disse antistoffer og har måske kun vorter i et ½ års tid, voksne er derimod lang tid om det, og det er almindeligt for voksne at have vorterne i flere år.

 

Specielle vortebehandlinger:

Det kan være, at du har modtaget frysebehandling hos din egen læge gennem længere tid, eller der er omstændigheder, der gør, at sygeplejersken vil foreslå dig en anden behandling end frys.

Hvis dette er tilfældet, vil du få udleveret en vejledning for den pågældende behandling.

 

Udskriftsvenlig version af vejledningen.