Ved et nævuscheck (nævus betyder pigmenteret modermærke) undersøger hudlægen dine modermærker for at afgøre, om der er tegn på modermærkekræft.
Gammelmandsvorter/visdomsvorter er ikke modermærker.
Hvordan foregår undersøgelsen:
Hudlægen ser efter modermærker på hele din krop, så du skal være helt eller delvist afklædt. For at undersøge modermærker bruges
et dermatoskop, som er en lup med lys i. Ved den mindste mistanke om modermærkekræft tages en prøve eller mærket fjernes helt,
enten i hudklinikken eller du viderehenvises til operation.
Hvornår skal man søge læge med sit modermærke:
- Modermærket er begyndt at vokse sig større i areal eller tykkelse
- Modermærkets omrids bliver uregelmæssigt som et landkort
- Farven skifter inden for modermærket. Der kan opstå sorte, hvide, blålige og rødlige nuancer
- Huden bliver rødlig i en bræmme omkring modermærket
- Modermærket kløer eller bløder
- Ved store modermærker (over 6mm).
OBS! Det er langt fra alle brune pletter i huden, der er modermærker. Med alderen opstår mange brune, skællende og ofte kløende pletter. Hvis overfladen kan kradses af, er der tale om ”gammelmands/visdomsvorter” som er helt godartede.
Hvordan forebygges hudkræft:
- Undgå solskoldninger
- Begræns soludsættelsen først på sommeren og ved ferier sydpå
- Undgå soldyrkning med det formål at blive brun
- Undgå solariebrug
- Henlæg fritidsaktiviteter og udendørssport til tiden før kl. 12 og efter kl. 15 om sommeren
- Brug fornuftigt sommertøj, som dækker mest muligt af arme, ben og krop
- Brug solhat, solbriller og solcreme (mindst faktor SPF 15) til utildækkede hudområder
- Sørg for, at børnene bliver beskyttet mod solen
Hvem er i risiko for modermærkekræft?
- personer med nære familiemedlemmer med modermærkekræft
- personer der selv har haft modermærkekræft tidligere
- personer med modermærker, der ændrer sig i form, størrelse og farve
- personer med et stort antal modermærker på kroppen
- personer med lys hud og rødt hår
- personer der har let ved at blive forbrændt ved solbadning
- personer der har haft gentagne solskoldninger i barndommen