Behandlingen omfatter følgende:
· Fjernelse af stafylokokker på hud og i næsen ved daglig helkropsvask (brusebad) med flydende klorhexidinsæbe 4 % med glycerol
(Hibiscrub/Iduscrub). Hårvask med klorhexidinsæbe 4 % mindst 2 gange i løbet af behandlingen.
· Smøring med Bactroban Nasal 2 % bakteriedræbende creme i begge næsebor 2 gange dagligt
Fremgangsmåde ved badning:
· Skyl først kroppen og håret, herved forebygges udtørring af huden
· Vask håret med sæben, undgå sæbe i øjne og ører
· Kom rigelig sæbe på en fugtig engangsvaskeklud
· Vask ansigtet – specielt området omkring næsen. Få ikke sæbe i øjne og ører
· Vask armhulerne, derefter hele kroppen – specielt navlen
· Fortsæt med lysken og skridtet – vær omhyggelig omkring kønsorganerne
· Herefter skylles sæben af og proceduren gentages
· Efter grundig afskylning må der gerne anvendes både hårbalsam, bodylotion, deodorant, aftershave og lignende, blot der ikke anvendes anden sæbe.
· Tag rent tøj på.
· Hos nogle personer kan der på grund af den intensive vask opstå udtørring af huden, hvorfor det anbefales at anvende en fugtighedscreme efter badet.
Hudcreme:
Nogle hudcremer nedsætter virkningen af klorhexidin. Se Statens Serum Insituts oversigt over produkter, der kan anvendes sammen med klorhexidinsæbe. Produkterne fås på apoteket.
Håndvask:
Da klorhexidins virkning fjernes, hvis der anvendes andre former for sæbe, anbefales det, at al sæbe erstattes af klorhexidinsæbe
i behandlingsperioden. Efter håndvask kan anvendes creme. Alternativt kan hænderne sprittes af med alkoholbaseret hånddesinfektionsmiddel (70-85% vol/vol).
Tøjvask:
· Tøj, der bæres direkte mod kroppen skiftes dagligt.
· Undertøj, håndklæder og vaskeklude skiftes dagligt og vaskes ved mindst 60 °C, så vidt muligt ved 80 °C. Håndklæder bør være personlige og hænge adskilt fra de andre familiemedlemmers.
· Engangsvaskeklude anbefales.
· Sengelinned og nattøj skiftes ved behandlingens start og derefter 2 gange om ugen (2. dagen efter kurens start og igen den sidste dag).
Rengøring:
Stafylokokker findes på de døde hudceller, som dagligt afstødes i stort antal hos alle mennesker. Derfor er det vigtigt med grundig rengøring i hjemmet. Alle rum i hjemmet udluftes dagligt, og det anbefales, at der støvsuges grundigt 2 gange ugentligt og skifte pose og filtre efterfølgende. Alle vandrette flader rengøres med vand og sæbe.
Behandling af næse:
Bactroban Nasal 2 % (Mupirocin) smøres på en vatpind og føres rundt i begge næsebor 2 gange dagligt. Der bruges en god mængde svarende til minimum et tændstikhoved.
Derefter klemmes næseborene let sammen, og der masseres udvendigt for at fordele salven.
Vask hænder efterfølgende. Kun engangslommetørklæder må anvendes.
Behandlingsvarighed:
Hvis bakterierne kun er påvist på huden og i næsen, varer behandlingen 5 dage.