UVB

 

Hvad er UVB:

UVB-lys er den kortbølgede del (280-320 nm) af det ultraviolette lys, stråler i dette område påvirker især hudens øverste lag. UVB-lys findes også i solens lys og er den del af solens lys, som giver forbrændinger (solskoldethed) ved længere tids ophold i solen.

 

Hvordan virker UVB lyset: 

Behandling med UVB-lys er en mild og effektiv behandling, som dæmper kløe og eksem, samt nedsætter aktiviteten i psoriasispletter.

 

Selve lysbehandlingen:

- Lysbehandlingen foregår enten stående i en lyskabine, hvor du får lys på hele kroppen, arme og ben. Eller siddende foran et lysapparat,
der giver lys på håndrygge, håndflader og/eller fodsåler.

- Under selve lysbehandlingen anvendes øjenbeskyttelse i form af briller. Du får udleveret et sæt briller, som er dine i hele behandlingsforløbet.

- Lysdosis øges gradvist gennem behandlingsforløbet, starter med få sekunder.

- Lysmængden registreres og indstilles altid af sygeplejersken, som også hver gang vil spørge dig om, hvordan din hud har det,
og om du oplever nogle bivirkninger f.eks. i form af kløe, rødme eller stramhed i huden.

 

Behandlingshyppighed og varighed:

Det optimale resultat af lysbehandlingen opnås ved at gå i lys 3 gange om ugen. Max 2 dage i træk.

En henvisning til UVB indeholder 30 gange.

Længden af behandlingsforløbet er individuel og afhænger af, hvor effektivt lyset er mod netop dit hudproblem. Ofte gives 30 behandlinger. Ændringer aftales mellem dig og sygeplejersken.

Ved tvivl konfereres med hudlægen.

 

Du skal tænke på:

- Det er vigtigt, at du før hver behandling fortæller os, om der har været en reaktion på den sidste lysbehandling f.eks. i form af kløe
og/eller forbrænding.

- Det er vigtigt, at du oplyser os om eventuelle pauser i dit forløb. Hvis du f.eks. har været syg, haft ferie el.lign. Lysdosis skal sænkes,
hvis der har været længere pauser

- Lyset kan udtørre huden, så det er vigtigt, at du bruger godt med hudplejecreme både morgen og aften. Hvis du vil smøre dig umiddelbart efter lyset, står der forskellige hudplejecreme i UVB-rummet, til fri afbenyttelse. Hudplejecreme er en del af behandlingen.

- Solarium og solbadning frarådes, mens der gives lysbehandling, da det risikerer at medføre solskoldning.

 

Medicin:

Husk altid at oplyse lægen om, hvad du tager af medicin, da nogle præparater øger hudens lysfølsomhed.

(Husk også dette, hvis du får ordineret noget nyt medicin, mens du er i lysbehandling).

 

 Anden behandling:

- Hvis du er i behandling med en hormoncreme/-salve, skal denne normalt gradvist aftrappes, efterhånden som effekten af lysbehandlingen indtræder.

- Hvis der anvendes Daivonex/Daivobet creme/salve skal denne påsmøres mere end 2 timer enten før eller efter lysbehandlingen.

- Salicylsyre hæmmer lysets virkning. Derfor skal præparater indeholdende dette, f.eks. Diprosalic og salicylvaseline, anvendes senest 24 timer før lysbehandling.

 

Særlige forhold:

- Psoriasispatienter med mange hvide skæl skal smøre sig med fugtighedscreme lige inden lyset, da skællene ellers bortreflekterer lyset.

- Hvis din ansigtshud er sart, så fortæl sygeplejersken det, så kan dit ansigt blive dækket til.

- Fortæl sygeplejersken, hvis du har større skønhedspletter, sår eller nyligt ophelede sår, så der kan blive sat plaster over.

- Herpesudbrud (forkølelsessår) kan forværres under lysbehandling. Såfremt du har gentagne udbrud, bør du anvende høj solfaktor eller afdækning af området. Sygeplejersken kan give dig solcreme.

 

Bivirkninger:

Langvarig UVB-behandling kan, ligesom overdreven solbadning, give rynker, fregner og øge risikoen for hudkræft.

 

Behandlingsophør:

Aftales principielt med sygeplejersken/lægen.

Du bedes orientere sygeplejersken om, at du stopper UVB-behandlingen og ved den lejlighed aflevere dine briller

 

Åbningstider:

Der er frit fremmøde indenfor åbningstiden.

Mandag - Torsdag:  8:10-15:45 (frokostpause 12:30-13:00).

Fredag: LUKKET.

Du behøver ikke ringe afbud, hvis du er syg eller af anden årsag er forhindret i at komme en enkelt gang eller to.