Hvad er vorter:
Vorter er en virus i huden. Man ved, der findes over 75 forskellige virusarter, men man skelner ikke mellem dem i behandlingen.
Vorter kan forekomme alle steder på kroppen, men det mest almindelige er på hænder og fødder.
Hvornår går vorterne væk:
Vorterne går væk, når kroppen har dannet antistoffer mod den pågældende virus. Man ved, at gennemsnits levetiden for en vorte er 4 år. Oftest er børn ret hurtige til at danne disse antistoffer og har måske kun vorter i et ½ års tid, voksne er derimod lang tid om det,
og det er almindeligt for voksne at have vorterne i flere år.
Hvordan behandles vorter hjemme:
Det er vigtigt, at vorterne behandles derhjemme, det er en del af behandlingen.
Man ved at vorter der behandles, går hurtigere væk end ubehandlede vorter.
Standardbehandling hjemme er beskæring og/eller nedslibning af vorterne, og derefter dækkes de med eks. Vortex (købes på apoteket) Sygeplejersken vil vejlede dig i forhold til dine vorter.
Hvordan behandles vorter i klinikken:
Den mest almindelige er frysebehandling. Vorterne beskæres, så den hårde hud, der oftest dannes omkring vorten, forsvinder.
Derefter fryses vorterne med flydende kvælstof.
Hvordan smitter vorter:
Virus sidder i huden, så det er skæl fra vorten, der udgør den største smitterisiko, derfor er det vigtigt, at vorterne altid er dækket,
så de ikke ”drysser”
Når du hjemmebehandler, er det vigtigt, at du får samlet alle skæl og slibestøv op (læg f.eks. en gammel avis under, hvor du behandler),
så du undgår at smitte dine familiemedlemmer.
Ved fingervorter, som sidder ved neglebånd, er det vigtigt at undgå at bide negle/neglerødder, da det nemt smitter til næste finger, i værste fald kan man få vorter på læben.