LAPPEPRØVER - European Baseline Series S-1000

 

Hvad er lappeprøver:

Lappeprøver er en allergitest, som kan vise, om du har allergi over for stoffer, som du kommer i berøring med. Det kaldes kontaktallergi.

Standardtesten består af 32 forskellige teststoffer, som mange af os kender fra dagligdagen, f.eks. nikkel, parfume, gummi, farvestoffer, konserveringsmidler o. l.

 

Hvordan foregår testen?:

Testen indebærer 2 besøg i klinikken inden for en uge.

 

Første besøg: er hos sygeplejersken, hvor testplastrene påsættes på hver side af rygsøjlen. Hvert testplaster indeholder op til 10 teststoffer. Der sættes yderligere et plaster henover, så de sidder godt fast. Når plastrene sættes på, tegnes der på din ryg med en lilla tusch, for at man kan se, hvor prøverne har siddet, når plastrene senere fjernes.

Plastrene skal sidde i 48 timer, hvorefter DU selv tager dem af.

 

Andet besøg: på 3.-5. dagen er 1. aflæsning, hvor lægen

vurderer, om der er reaktion på nogle af test-stofferne, og

tager stilling til det videre forløb.

 

En positiv reaktion ses som en mere eller mindre kløende, rød, hævet plet, der hvor et test-stof har siddet.

 

Tips:

Det er en god ide at tage en ældre T-shirt på, da nogle af teststofferne samt tuschen kan afgive farve på tøjet.

 

Hvad skal du selv gøre:

Efter 48 timer (på 3. dagen) skal du fjerne plastrene. Hvis plastrene løsner sig før de 48 timer, skal du fæstne dem igen med almindeligt plaster.

 

Forholdsregler, mens testen udføres:

Du skal undgå at:

- få vand på ryggen, så du må ikke gå i rigtigt bad før efter sidste besøg. Etagevask er tilladt.

- svede, dvs. ikke dyrke sport eller lave hårdt fysisk arbejde under testen.

- smøre dig med fugtighedscreme på ryggen fra dagen før, plastrene sættes på, til testen er slut

- smøre binyrebarkhormoncreme på ryggen de sidste tre dage før testen, og indtil testen er slut.

- sol og solarium (og evt. UVB – behandling) fra 14 dage før testen, til den er slut.

 

Efter testen:

Der kan sidde farverester fra nogle af prøverne, samt fra den lilla tusch, som kan være svære at få væk med alm. vand og sæbe. Du kan evt. fjerne det med lidt rensebenzin.

Hvis du indenfor de følgende 14 dage bemærker en rød hævet plet i det område, hvor plastrene har siddet, bør du komme ned i klinikken, så vi kan vurdere betydningen og registrere reaktionen i journalen.

 

Særlige forhold:

Hvis du tidligere har fået konstateret en kontaktallergi, er det vigtigt, du informerer os om det, da vi så måske skal undgå at teste dig for det pågældende stof igen.

Det kan være, at lægen og du har fundet frem til, at du skal testes med nogle produkter, som du har brugt eller bruger, f.eks. en mascara eller en creme. Dem kalder vi ”egne prøver”. Dem skal du i så fald medbringe ved 1. besøg. Hvis det f.eks. er handsker, skal du huske også at medbringe emballage, så type og produkt navn fremgår.

 

Testen indeholder flg.:

1. Kalium- dicromat: Krom er et metal, som anvendes til garvning af læder, det kan forekomme i møbler, sko, læderbælter og urremme.

2. p-Phenylen-diami (PPD): sort farvestof som oftest anvendes i hårfarve og f.eks. henna tatoveringsfarve.

3. Thiuram mix: Et gummikemikalium, anvendes især i forbindelse med latex handsker.

4. Neomycinsulfat: Et lægemiddel, som er bakteriedræbende.

5. Koboltklorid: Kan findes i metaller, gummi, tryksværte, lak og maling, koboltblå porcelænsmaling, tekstiler eks. denim.

6. Cain-mix III: findes f.eks. i sårmidler, lokalbedøvende creme, gel og salve.

7. Nikkelsulfate: Nikkel er et metal, som kan findes i uægte smykker og metallegeringer.

8. 2-hydroxyethyl-methacrylate HEMA, findes i lim til kunstige negle samt tandlim.

9. Kolofonium: Naturharpiks, findes i bl.a. klæbemidler.

10. Paraben mix: Konserveringsmidler, som ofte anvendes i cremer og kosmetik.

11. N-Isopropyl-N-phenylenediamine (IPPD) sort gummi findes i industrielle produkter som dæk, kabler, drivremme og gummipakninger (black ruber).

12. Lanolin Alkohol: Findes i uvaskede uldprodukter, samt i nogle hudplejemidler

13. Mercapto mix: Gummi, vulkaniseringsmiddel, findes i visse handsker.

14. Epoxy resin: 2-Komponent lim.

15. Perubalsam: Parfume og visse aromastoffer.

16. 4-tert-Butylphenolformaldehyderesin (PTBP): Lim, som anvendes i skoindustrien.

17. 2-Mercaptobenzothiazole (MBT) Et gummikemikalium, anvendes især i forbindelse med latex handsker.

18. Formaldehyde: Konserveringsmiddel, som anvendes i f.eks. kosmetiske produkter, opvaskemiddel og andre flydende sæber.

19. Fragrance mix I: er en blanding af duftstoffer. Det findes i en lang række produkter f. eks kosmetiske produkter herunder naturkosmetik, sæbe, shampoo, after-shave, fugtighedscreme, deodorant, rengørings- og vaskemidler.

20. Sesquiterpene-lactone mix ( Parthenolide) Kurvblomst-familien fx kamille, bellis, mælkebøtte, asters, salater osv.

21. Sodium Metabisulfite 1,0%, konserveringsmiddel bl.a. i kosmetik.

22. Propolis (Bee-Glue) er en gylden-brun stærkt klæbende substans. Hovedbestanddelen er harpiks, som bierne samler fra nåletræer og løvtræers bladknopper.

23. Methylisothiazolinone (MI/MCI) Cl+Me-isothiazolinone Kathon CG) Konserveringsmiddel, som anvendes i kosmetik.

24. Budesonid: Binyrebarkhormon, anvendes i eksemcremer og astmaspray.

25. Tixocortol-21-pivalat: Binyrebarkhormon, som anvendes i eksemcremer.

26. Methyldibromo glutaronitrile: Konserveringsmiddel, som anvendes i rengøringsmidler, vaskemidler, lim og maling.

27. Fragrance mix II: er en blanding af duftstoffer. Det findes i en lang række produkter f. eks kosmetiske produkter herunder naturkosmetik, sæbe, shampoo, after-shave, fugtighedscreme, deodorant, rengørings- og vaskemidler.

28. Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene arboxaldehyde: Syntetisk duft kendt under handelsnavne Lyral, Kovanol, Mugonal og Landolal. Det findes i nogle sæber, eau de toilettes, aftershaves og deodoranter.

29. Methylisothiazolinone (MI) : Konserveringsmiddel, bruges i industrien, kosmetik og husholdningsproduker.

30. Benzisothiazolinone: Konserveringsmiddel, bruges i maling og rengøringsmidler.

31. Textile dye mix. (TFM) 8 tekstil farvestoffer.

32. Decyl Glucoside: Rensemiddel der bruges i kosmetikprodukter inkl. babyshampoo og produkter til sart hud.