KORT OM HORMONCREME

 

Kort om hormoncremer                              

Hormonpræparater til huden er bl.a. cremer, fedtcremer og salver, som indeholder binyrebarkhormon. I daglig tale kalder vi dem alle for hormoncremer.

Hormoncreme virker ved at dæmpe kløe, rødme og hævelse af huden.

I nogle hormoncremer er der blandet bakterie- eller svampedræbende stoffer i. De bruges typisk, hvis der er tegn på begyndende infektion i huden.

 

Bivirkninger ved lang tids brug
Når du følger vore anbefalinger, er din risiko for at få bivirkninger lille.

Hvis du bruger hormoncreme dagligt i meget lang tid (måneder), kan du risikere, at din hud bliver tynd og at du får små blodsprængninger i huden.

Hormoncremer findes i 4 styrker

Huden har forskellig tykkelse. Den er tyndest omkring øjnene og tykkest i håndflader og på fodsåler. Jo tykkere huden er, jo stærkere hormoncreme har din hud brug for.

Gruppe 1 (svag)
F.eks.: Hydrocortison og Mildison
Både børn og voksne bruger den til ansigt og hals

Gruppe 2 (middel)
F.eks.: Locoid
Børn bruger den på kroppen, mens voksne overvejende bruger den i ansigt, på hals og i hudfolder.

Gruppe 3 (stærk)
F.eks.: Diproderm, Betnovat og Elocon, Ovison, Fucicort, diprosalic, Daivobet, Xamiol
Voksne bruger den til ryg, bryst, arme og ben. Må kun bruges i ansigtet, armhuler, hudfolder, lyske eller kønsdele efter lægeordination.

Gruppe 4 (ekstra stærk)
F.eks.: Dermovat
Bruges overvejende af voksne til håndflader og fodsåler. Må kun i sjældne tilfælde og med lægeordination, bruges i ansigt, armhuler, hudfolder, lyske eller kønsdele. Må kun bruges af børn efter lægeordination.

 

Anvendelse af hormoncreme:
Brug den mængde hormoncreme, der kan ligge på det yderste led af din pegefinger, til at smøre på et område svarende til dine to håndflader (”fingerspids-reglen”).

Hormoncremen skal helst smøres på lige efter badet, for at opnå den største effekt. Eller 1-2 timer inden sengetid, for at opnå den største kløestillende effekt.

Hormoncreme skal altid smøres på huden i et tyndt lag, der opnås ikke bedre effekt ved at smøre i et tykt lag, tværtimod øges risikoen for bivirkninger.

Hormoncreme smøres på huden med lange bløde strøg. Der skal smøres i hårenes retning, hvilket som regel er oppefra og ned. Gnides cremen ind i huden med cirkulære bevægelser, er der risiko for at irritere hårsækkene og derved danne bumser.

Brug kun hormoncreme det antal gange om dagen/ugen og i så lang tid, som hudlægen har foreskrevet.

Vask altid hænder efter du har smurt med hormoncreme – medmindre det er dine hænder, der behandles.

Du skal typisk smøre dig med hormoncreme én gang om dagen til eksemet er væk, - som regel i 2-3 uger.

Det er vigtigt, altid at trappe ud af behandlingen med hormoncreme. Stoppes behandlingen brat, er der risiko for genopblussen
af sygdommen.

At trappe ud, betyder at du går over til at smøre hver anden dag i en uges tid, derefter hver tredje dag en uges tid.

Herefter kan du stoppe – og behandle igen, hvis eksemet kommer tilbage.

Får du gentagne gange eksem sammen sted på huden, kan det være nødvendigt med en vedligeholdelsesbehandling, hvor du smører dig med hormoncreme 1-2 gange om ugen i flere måneder.

 

Brug fugtighedscreme flere gange hver dag!
Behandlingen med hormoncreme erstatter aldrig behovet for fugtighedscreme. Din hud har brug for det fedtstof, der findes
i fugtighedscremerne. Når du føler at hormoncremen er trængt ind i huden, kan du smøre huden med en fugtighedscreme.

Fugtighedscreme gavner huden bl.a. fordi det:

-          Holder huden blød og smidig.

-          Forebygger revner i huden, der kan give adgang for bakterier.

-          Lindrer når huden kløer.

-          Mætter huden, så du bruger mindre hormoncremer.